Dosa er lavet på en blanding af linser og ris er derfor meget rige på protein og mætter i laaaang tid. Dosa smager forrygende og kan erstatte brød. Især hvis du har valgt ikke at spise gluten men savner rugbrød. Her er dosa absolut en værdig afløser for rugbrødet.
Dosa har nemlig en lidt syrlig smag som rugbrød og en skøn sej konsistens, der passer godt til en dosa toppet med sprød salat, bagte tomater og blød avokado. Dosa kan også serveres med noget umami smag og sødt som f.eks. gedeost og sirup, eller bare i stedet for rugbrød under en god spegepølse, evt smurt med pesto.
Måske du umiddelbart syntes det ser besværligt ud, men prøv det, det er nemmere end du tror. Når du først har rørt de få ingredienser sammen, passer dosa dejen sig selv.
På den første dag gør du følgende:
- 1 dl. linser, bønner eller anden tørret bælgfrugt
- 1 dl. ris du vælger selv om det skal være brune, sorte eller hvide ris tag hvad du har
- 1 tsk. bukkehornsfrø – kan udelades med sætter gang i fermenteringen og smager dejligt
- 1 tsk. havsalt
- koldt vand så vandet står ca 1 – 3 centimeter over linser, ris, bukkehornsfrø og salt
Kom det hele i et glas med låg, med så stor åbning at du senere kan få din stavblender ned i glasset, og kom koldt vand på. Lad blandingen stå fremme på køkkenbordet i ca 24 timer.
På anden dagen blender du ris/linse blandingen godt med din stavblender, og lader blandingen stå fremme i yderligere 1 – 2 dage. Du kan nu følge fermenterings processen ved at studere de bobler dosa dejen danner, mens den fermenterer på livet løs på køkkenbordet.
Når du syntes at dosadejen dufter syrligt og tænker at NU vil du prøve,varmer du en god olie op på en slip-let pande, jeg bruger min pandekagepande, så kommer du en klat dosa dej ud på panden, glatter den ud så den ligner en amerikansk pandekage i størrelsen og steger den ved svag varme. Vær tålmodig her. Hvis du vender den for hurtigt, kan den smuldre. Når den er klar til at vende, steger du den på den anden side også.
Læg den stegte dosa på en tallerken og top med lige nøjagtigt det du har lyst til. Jeg kan på det varmeste anbefale mayonnaise, avokado, tomat og sprød salat. Eller pesto og god spegepølse.
Hvis du har lyst til noget sødt så prøv peanut butter med frugt og bær. Det er kun fantasien der sætter grænser.
Jeg steger mine dosa pandekager efterhånden som jeg spiser dem, andre steger hele portionen på én gang. Find ud af hvordan det fungerer bedst for dig. Hvis du ikke steger det hele på én gang, skal dejen nu opbevares på køl, hvor det kan holde længe. Jeg er endnu aldrig stødt på en for gammel dosa dej.
Men jeg bliver så glad hver gang jeg finder en dosa dej i køleskabet, lige på det tidspunkt hvor jeg er allermest sulten og der ikke rigtigt er andet jeg har lyst til, som jeg ved mætter. Så er det bare et par dosa på panden, så kan jeg snitte lidt grønt til at toppe med, smøre den stegte dosa med f.eks. mayonnaise eller hummus, lidt grønsager ovenpå og i løbet af 10 minutter er der mad.
Dosa egner sig også rigtigt godt til madpakker.
Den opmærksomme læser, vil bemærke at nogle dosa er lysebrune mens andre er meget mørkebrune. Det afhænger af hvilke linser, bønner, ris etc du bruger. Jeg bruger f.eks. sorte ris, fordi det lige er dem jeg har i skuffen pt, og så bliver den færdige dosa mørkebrun.
Nu er det bare at gå i gang. Det skønne ved dosa er at det stort set passer sig selv, indeholder en masse mættende protein…. og så smager det bare skønt.
Tusind tak til Michelle Lepez fra Altomfermentering.dk for at inspirere mig til at gå om bord i fermenteringsverdenen. Du er en kilde til evig begejstring.