• Velkommen
    • Hvem er jeg?
  • Opskrifter
    • Først på dagen
    • Salat
    • Varm mad
    • Suppe
    • Glutenfrit
    • Madpakker, spread & pålæg
    • Sødt
    • Snack
    • Drikke og smoothie
  • Naturlig hud og hårpleje
  • Kurser i Karlas Køkken
  • Kontakt

Sund sans

Kærlighed til hverdagsmad

ris

Salat med spirede ris

22. april 2019 by Sund sans Leave a Comment
Spirede ris med bøf

De sidste uger har jeg lavet forsøg med spirede ris – eller vi kan også bare kalde det udblødte ris.

Jeg tager 1 dl. vilde ris (de sorte aflange ris) og skyller let, kommer dem i et glas og hælder koldt vand over. Lad glasset stå fremme i 8 – 16 timer.

Derefter skifter jeg vandet og stiller glasset med ris og vand i køleskabet. Der skal risene nu stå indtil du syntes de er bløde nok til at spise som de er. Det tager 2 – 3 dage, og de kan godt stå i længere tid, bare du skifter vandet hver dag. Risene skal ikke koges – deraf navnet spirede ris.

Det magiske er at hvert enkelt riskorn folder sig ud som en lille blomst – se billedet herunder.

spirede ris i vand

Spirede ris kan bruges som fyld i forskellige salater, men her har jeg brugt dem i en salat hvor jeg har mikset dem med noget sprødt, noget sødt og noget krydret.

Ved siden af steges et par gode bøffer, der skæres i mindre skiver og serveres ved siden af salaten eller bruges som topping på salaten.

Spirede ris med bøf

  • 2 – 4 gulerødder skåret i meget tynde skiver på et mandolinjern
  • 1 æbler i små fine skiver
  • 2 – 3 spsk. finthakket mynte
  • 2 – 4 cm. finthakket ingefær

Dressing af:

  • 4 spsk. olivenolie
  • 1 – 2 spsk. god lys balsamisk eddike
  • evt. 1 spsk. flydende honning

Det hele rystes/piskes godt sammen og vendes i salaten.

Hvis du er vild med citron så pres og lidt citronsaft henover og fintrevet skal af ½ øko citron.

Til at toppe salaten med har jeg brugt:

  • 1 forårsløg i skrå skiver
  • en håndfuld frisk blåbær
  • en lille håndfuld ristede og grofthakkede cashewnødder
  • et par gode møre bøffer
  • og som altid … salt & nogle vrid fra en peberkværn

Vi havde også lidt gedefeta, så det kom også med på bordet.

Spirede ris med feta

Næsten igennem hele måltidet fik jeg syltede rødløg til de sidste bidder, det smagte helt forrygende og kan varmt anbefales.

Spirede ris med rødløg

Posted in: Glutenfrit, Mad med grønt, Opskrifter Tagged: æble, blåbær, forårsløg, gulelrødder, ingefær, mynte, ris, spirede ris, vilde ris

Risengrød & regnvejr

3. juli 2017 by Sund sans Leave a Comment
Risengrød med topping

Risengrød med topping

Risengrød er altid lækkert.

For at gøre det ekstra lækkert så top grøden med dejlige superfoods og en skøn æbleråkost. Superfood på grøden gør at du er mæt i mere end et par timer efter måltidet. Især indeholder hampefrø godt protein som giver mæthed.

Når jeg laver risengrød er det altid med afsæt i følgende opskrift.

300 gram grødris evt. brune grødris
1 liter vand
1/4 piskefløde fra en glad ko
evt lidt ekstra mælk
salt

Start med at koge ris og vand op, og lad det simre i ca. 20 minutter. Rør lidt i den undervejs. Tilsæt piskefløde og lad grøden tykne. Hvis du syntes det bliver for tykt så juster med lidt mælk. Smag til med salt. Når du koger din grød på vand, brænder den ikke på.

Forslag til topping:

  • Æble råkost for vitaminer og god smag
    Hampefrø for protein og mæthed
    Chiafrø for fibre
    Gojibær for protein, struktur og smag
    Mandler for gode fedtsyrer og mineraler
    Kanel til blodsukkeret
    Smør til blodsukkeret

Mens grøden simrer er det tid til at lege lidt med topping. På billedet ser I et par groftrevet æbler, vendt med citronsaft og fintrevet citronskal samt et drys sukker.
Så er der også hampefrø , chiafrø og gojibær på bordet. Derudover naturligvis kanel, lidt sukker og god økosmør. Det er også super godt med nogle grofthakkede mandler eller andre sprøde nødder på toppen.

Frem med lidt af hvert på bordet, så kan hver især mikse lige nøjagtig den tallerkenfuld grød de aller bedst kan lide.

Posted in: Først på dagen, Glutenfrit, Sødt Tagged: æble, ris, superfood

Dosa – små fermenterede proteinbomber

2. marts 2017 by Sund sans 4 Comments
Dosa med avokado

Dosa med nøddesmør og revet æble

Dosa er lavet på en blanding af linser og ris er derfor meget rige på protein og mætter i laaaang tid. Dosa smager forrygende og kan erstatte brød. Især hvis du har valgt ikke at spise gluten men savner rugbrød. Her er dosa absolut en værdig afløser for rugbrødet.

Dosa har nemlig en lidt syrlig smag som rugbrød og en skøn sej konsistens, der passer godt til en dosa toppet med sprød salat, bagte tomater og blød avokado. Dosa kan også serveres med noget umami smag og sødt som f.eks. gedeost og sirup, eller bare i stedet for rugbrød under en god spegepølse, evt smurt med pesto.

Dosa med smeltet gedeost, ananas kirsebær og kokossiriup

Dosa med smeltet gedeost, ananas kirsebær og kokossiriup

Måske du umiddelbart syntes det ser besværligt ud, men prøv det, det er nemmere end du tror. Når du først har rørt de få ingredienser sammen, passer dosa dejen sig selv.

På den første dag gør du følgende:

  • 1 dl. linser, bønner eller anden tørret bælgfrugt
  • 1 dl. ris du vælger selv om det skal være brune, sorte eller hvide ris tag hvad du har
  • 1 tsk. bukkehornsfrø – kan udelades med sætter gang i fermenteringen og smager dejligt
  • 1 tsk. havsalt
  • koldt vand så vandet står ca 1 – 3 centimeter over linser, ris, bukkehornsfrø og salt

Kom det hele  i et glas med låg,  med så stor åbning at du senere kan få din stavblender ned i glasset, og kom koldt vand på. Lad blandingen stå fremme på køkkenbordet i ca 24 timer.

Dosa 1. dag sat i blød

På anden dagen blender du ris/linse blandingen godt med din stavblender, og lader blandingen stå fremme i yderligere 1 – 2 dage. Du kan nu følge fermenterings processen ved at studere de bobler dosa dejen danner, mens den fermenterer på livet løs på køkkenbordet.

Dosa 2. dag blendet

Dosa dej blendet

 

Dosa dej 3. dag med små bobler i dejen

Dosa dej 3. dag med små bobler i dejen

 

Dosa dej 4. dag

Dosa dej 4. dag klar til at stege. Se de store bobler, der viser at fermenteringsprocessen har syrnet dejen.

Når du syntes at dosadejen dufter syrligt og tænker at NU vil du prøve,varmer du en god olie op på en slip-let pande, jeg bruger min pandekagepande, så kommer du en klat dosa dej ud på panden, glatter den ud så den ligner en amerikansk pandekage i størrelsen og steger den ved svag varme. Vær tålmodig her. Hvis du vender den for hurtigt, kan den smuldre. Når den er klar til at vende, steger du den på den anden side også.

Læg den stegte dosa på en tallerken og top med lige nøjagtigt det du har lyst til. Jeg kan på det varmeste anbefale mayonnaise, avokado, tomat og sprød salat. Eller pesto og god spegepølse.

Dosa med avokado

Hvis du har lyst til noget sødt så prøv peanut butter med frugt og bær. Det er kun fantasien der sætter grænser.

Dosa med peanutbutter og æble

Dosa med peanutbutter, æble, jordbær og blåbær samt et skvis kokossirup

Jeg steger mine dosa pandekager efterhånden som jeg spiser dem, andre steger hele portionen på én gang. Find ud af hvordan det fungerer bedst for dig. Hvis du ikke steger det hele på én gang, skal dejen nu opbevares på køl, hvor det kan holde længe. Jeg er endnu aldrig stødt på en for gammel dosa dej.

Men jeg bliver så glad hver gang jeg finder en dosa dej i køleskabet, lige på det tidspunkt hvor jeg er allermest sulten og der ikke rigtigt er andet jeg har lyst til, som jeg ved mætter. Så er det bare et par dosa på panden, så kan jeg snitte lidt grønt til at toppe med, smøre den stegte dosa med f.eks. mayonnaise eller hummus, lidt grønsager ovenpå og i løbet af 10 minutter er der mad.

Dosa med bagte rodfrugter

Dosa med mayonnaise, bagte rodfrugter, avokado og citronskal revet med et julienne jern

 

Dosa med hummus og grønsagsbøf

Dosa med hummus og grønsagsbøf

Dosa egner sig også rigtigt godt til madpakker.

Den opmærksomme læser, vil bemærke at nogle dosa er lysebrune mens andre er meget mørkebrune. Det afhænger af hvilke linser, bønner, ris etc du bruger. Jeg bruger f.eks. sorte ris, fordi det lige er dem jeg har i skuffen pt, og så bliver den færdige dosa mørkebrun.

Nu er det bare at gå i gang. Det skønne ved dosa er at det stort set passer sig selv, indeholder en masse mættende protein…. og så smager det bare skønt.

Tusind tak til Michelle Lepez fra Altomfermentering.dk  for at inspirere mig til at gå om bord i fermenteringsverdenen. Du er en kilde til evig begejstring.

Posted in: Glutenfrit, Mad med grønt, Madpakker, spread & pålæg, Opskrifter Tagged: fermentering, linser, ris

Kylling i kokos spækket med grønt

23. januar 2016 by Sund sans Leave a Comment
Kylling, rødbederåkost

Kylling, rødbederåkost

Denne skønne hverdagsret tager ingen tid at lave, den smager forrygende, jeg har aldrig mødt nogle der ikke kan lide den og så behøver den ikke at koste kassen. Fidusen er at kyllingen skal tilberedes ganske kort tid, så bliver kødet lækkert, mørt og saftigt.

  • Ca. 500 gram kylling brystfilet eller inderfilet i mindre stykker ca. 5 x 5 cm.
  • 2 løg i tern
  • evt. 1 porre i skrå skiver
  • 2 spsk. karry
  • 3 spsk. kokosolie
  • ca 7 dl. fond eller bouillon
  • 1 dåse kokosmælk
  • 2 gulerødder i små tern
  • 1 rød peber i små tern
  • 1 squash i små tern
  • salt & peber
  • evt. lidt Maizena til at jævne med

Serveres med ris og forskelligt tilbehør efter lyst.

Forslag til tilbehør: rødbede/æble råkost, saltede peanuts, mangochutney, ristet kokos, banan i skiver, annanas i skiver, grøn peber i tern. Kom tilbehøret i små skåle, så kan alle omkring bordet få lige netop den smagskombination der hitter den dag.

Start med at koge ris. Beregn ca 1 dl. pr. person og dobbelt op med vand. Rør ikke i risene mens de koger, så klistrer de sammen. Sluk når du kan se der er “huller” i risene, tilsæt salt og løsn dem først med en gaffel lige inden de skal spises.

Varm kokosolie op og svits karry godt. Tilsæt løg og porrer, lad grønsagerne svitse i nogle minutter. Kom grønsagerne på en tallerken og varm lidt mere olie op, som kyllingetern svitses i til de har skiftet farve. Det tager kun  2 -3 minutter. Kom grønsagerne tilbage i gryden, ned til kyllingen. Hæld kogende fond eller bouillon over så det knapt dækker og lad det simre i maks 5 minutter.

Tilsæt kokosmælk og lad det koge op, tilsæt gulerødder, rød peber og squash i små tern og lad det koge op igen. Vurder om saucen skal jævnes med maizena rørt op i en smule vand.

Smag til med salt og peber.

Smager forrygende med en rødbede/æble råkost, peanuts til drys og mangochutney.

Skal der være fest så suppler med de øvrige forslag.

 

 

 

Posted in: Mad med grønt, Opskrifter Tagged: kokos, kylling, ris

Krydret ris med kylling & nordisk topping

29. november 2015 by Sund sans Leave a Comment
ris toppet med kylling

ris toppet med kylling

Krydret ris & kylling på fad med nordisk topping

Jeg har netop læst Boghandleren i Kabul af Åsne Seierstad. I den bog bliver der spist dejlig krydret mad, med ris og en masse olie. Og jeg blev så ris sulten at jeg bare måtte lave denne ret.

Tilbehøret blev en smule nordisk med bla. blåbær, så det endte med at blive en rigtig fusionsret.

…

1 kylling eller hele lår og overlår ca.1500 gram

Kog kylling, dækket af vand, tilsat 1 spsk. salt, 1 løg, en gulerod og 10 peberkorn. Den skal koge i en lille times tid, og derefter afkøles. Pil kødet fra skroget, sørg for der ikke er skind og brusk med. Træk kødet i mindre stykker. Du kan nemt koge kyllingen i god tid inden den  skal bruges.

Mens kyllingen koger forberedes krydderier, ris, cashewnødder og tilbehør.

Krydring:
1 spsk. hel spidskommen
1 spsk. hel koriander
Ristes på en tør pande og knuses i en morter.

1 håndfuld cashewnødder hakkes groft og ristes let
1 håndfuld tørrede tranebær eller andet tørret frugt
Hak lidt persille til pynt

Ris:
2 løg
1 god sjat olie
de ristede og knuste krydderier
2 stk. frisk gurkemeje eller 3 tsk. tørret gurkemeje
5 dl. jasmin eller basmati ris
10 dl. suppe fra kyllingen eller vand
salt

Svits løg, krydderier og gurkemeje i olien og kom risene ved. Vend godt rundt. Hæld suppen/vandet over, læg låg på gryden og lad risene koge møre. Det tager ca. 12-15 min. Smag til med salt. Lad risene stå med låg på til kyllingen, tilbehør mm er klar.

Top risen op på et stort rundt fad med kant og kom kyllingen over risene. Pynt med let ristede cashewnødder og tranebær. Drys med persille.

Tilbehør:

blåbær bladselleri agurk med peanuts

Fordi jeg er et rigtigt madøre har jeg lavet forskelligt tilbehør til retten bla. 2 kolde dressinger. Begge med udgangspunkt i cremefraiche. En med citron og hvidløg og en med mynte. Mindre kan gøre det.
Jeg er vild med agurk skåret i halvmåner, blandet med Sweet chillisauce og toppet med peanuts og det passer bare godt til denne her ret.
Der blev også serveret blåbær i en skål og bladselleri i en skål. Samt en stor skål gulerodsråkost, smagt til med en anelse sukker, salt, citronsaft og skal. En grøn sprød salat vil også være godt.
På den måde kan alle få lige det tilbehør de har lyst til….

Det var et forrygende dejligt måltid, og der var både ris, kylling og tilbehør til madpakker dagen efter.

Posted in: Mad med grønt, Opskrifter Tagged: cashewnødder, gulerod, koriander, kylling, ris, spidskommen, tranebær

Kategorier

  • Drikke og smoothie
  • Først på dagen
  • Glutenfrit
  • Livet
  • Mad med grønt
  • Madpakker, spread & pålæg
  • Naturlig hud og hårpleje
  • Opskrifter
  • Salat
  • Snack
  • Sødt
  • Suppe

Tags

appelsin blomkål blåbær broccoli cacao cashewnødder chiafrø chokolade citron dadler frø gedeost glutenfri granatæblekerner græskarkerner grønkål gulerod gulerødder gurkemeje hampefrø havregryn hvidløg ingefær jordbær kerner kokos kylling linser mandler mango persille plantemælk proteinpulver ris ruccola rødbeder salat Sesamfrø solsikkekerner spidskål spinat squash tomat æble æg

Copyright © 2026 Sund sans.

Omega WordPress Theme by ThemeHall