Blomkålsbrød
Jeg syntes det er ret smart at lave brød der primært består af grønsager, protein og fibre. Det er disse fladbrød et eksempel på.
Med sådan et fladbrød er det nemt at lave et godt mættende måltid. Du snupper bare 2 stykker brød, smører med en god mayonnaise, smider et par skiver pålæg på, et par salatblade og nogle skiver tomater, og så har du et lækkert mættende måltid.
Du skal bruge:
- 400 – 450 gram rå blomkål
- 4 æg
- 2 spsk. Husk – her bruger jeg den grønne
- ½ tsk bagepulver
- 5 spsk. glutenfri havregryn
- 2 spsk. gærflager – kan udelades men giver en god umami smag der passer godt til grønsager
- 1 tsk. salt
Findel blomkål i en foodprocessor med knivindsats.
Tilsæt de øvrige ingredienser og kør igen til massen er sammenhængende.
Fordel dejen i 10 – 12 klatter på 2 bageplader med bagepapir og bag ved 170 grader varmluft i cirka 20 minutter.
Blomkålsbrødene skal afkøles, da de ellers kan være svære at få til at slippe bagepapiret.
Alle slags grønsager kan bruges, hvis de er fugtige skal de dog drænes lidt når de er hakket, inden øvrige ingredienser tilsættes.