Grød med protein – gluten, mælke og sukkerfri 1 portion
Efter en krævende formiddag med både rengøring og træning skulle min frokost være andet og mere end kød og grønsager. Jeg havde stor lyst til grød, så det kom der denne bløde, lækre havregrød ud af.
Jeg har tilsat æg og hampefrø, for at gøre grøden sprængfyldt med protein, så mætter grøden i længere tid. Kan også spises til morgenmad og som eftertræningsmåltid.
1 dl glutenfri havregryn
1½ dl vand
1 æg
et nip god grå havsalt
2 spsk hampefrø
1 revet pære – kan erstattes af 1/3 banan der moses og røres i den kogte grød
Topping:
3 grofthakkede paranødder
kokosflager
frosne blåbær
mandelmælk
Kog grøden af havregryn og vand. Den er lidt tyndere end almindelig havregrød. Tilsæt ægget og kog grøden godt igennem, grøden vil nu tykne lidt. Tilsæt pære og varm igen igennem.
Tag grøden af varmen og rør hampefrø i.
Kom grøden i en dyb tallerken og kom topping på, blåbærrene i kanten og mandelmælk over til sidst.
Nyd det smukke syn når du først begynder at spise, bliver grøden farvet lilla af blåbærrene.
Tak til Caroline Fibæk for inspiration.