Når manden i mit liv skal købe ind til aftensmad, kommer han ofte hjem med mørbrad. Det kom der denne dejlige vintertallerken ud af.
Krydret mørbrad
1 afpudset svinemørbrad vendes i krydderier. Jeg brugte hel spidskommen og oregano i massevis, samt salt og peber.
Brun mørbraden på panden i smør og olie. Kom den i et ildfast fad og sæt fadet i ovnen ved 160 grader, bag i 30 – 35 minutter. Kom lidt kogende vand i bunden af fadet efter ca.15 minutter. Et stegetermometer skal vise mellem 65 og 70 grader, så er mørbraden færdig og klar til at blive skåret i tynde skiver ved serveringen.
Vintersalat
- 1/2 spidskål – fintsnittet
- 1/4 fintrevet rødkål – gøres nemmest med en gammeldags ostehøvl
- Lys balsamicoeddike
- Rapskimolie – koldpresset
- et lille drys sukker
- salt og friskkværnet peber
Bland de to slags fintsnittede kål, kom eddike og olie over med rund hånd. Smag til med lidt sukker, salt og peber. Lad kålen marinere mens du ordner appelsiner, æbler og persille.
- 2 pillede appelsiner i mindre stykker
- 1 æble i mindre skiver
- Grofthakket bredbladet persille
Vend appelsin og æble i kålen og top med bredbladet persille.
Server med råstegte kartofler og en dressing af græsk yoghurt, god økomayo, hvidløg, salt og peber.