Når vi har glemt at købe kød til aftensmaden, bliver dagens middag vegetarmad. Så kan vi godt lide at få små lækre vegetariske bøffer, lavet af kogt korn, grønsager, æg og måske lidt ost. Det kom der disse lækre grønsagsbøffer ud af.
- 2 dl. quinoa
- 150 gram skrællet knoldselleri
- 50 gram broccoli
- 1 løg
- 3 æg
- 100 gram gede eller kofeta – kan udelades
- 2 fed hvidløg
- 1½ dl. havregryn evt. glutenfri
- 2 tsk. salt
- friskkværnet peber
- neutral kokosolie og smør til stegning
Kog 2 dl. quinoa i 4 dl. vand med lidt salt i ca. 15 minutter.
Mens quinoaen koger ordner du grønsagerne og hakker dem i foodprocessoren så de ser ud som løse ris. Bland den nu let afkølede quinoa med grønsagerne, pressede hvidløg, feta, havregryn og salt. Saml det hele med æggene. Lad grønsagsmassen trække i 15 – 30 minutter.
Form ca. 10 små flade grønsagsbøffer og steg dem på panden i en blanding af neutral kokosolie og smør. De skal stege 4 – 5 minutter på hver side.
Du kan også bruge de grønsager du har i køleskabet. Bruger du meget vandholdige grønsager som f.eks. squash skal du dog dræne væske fra, eller tilsætte mere havregryn for at få massen til at hænge sammen. Bland max to forskellige slags grønsager, her gælder det om at holde det enkelt.
Til bøfferne får vi typisk en salat eller måske lidt dampet spidskål med soyafløde smagt til med muskatnød samt en kartoffel. Især det sidste er populært hos yngste familiemedlem.
Her får I lige et par billeder der blev til undervejs. Som I nok kan se, er det indimellem svært at vælge hvilket billede der fungerer bedst til mine opskrifter. På billedet til højre kan I se hvordan jeg flytter rundt på ting for at få godt lys når jeg fotograferer, da jeg syntes mine billeder bliver bedst i dagslys.